Doula og fødselsforberedelse i København

alexandra: fødselsberetning 21. august 2021

I was looking for a doula who could support me and prepare me mentally and physically for my upcoming first birth experience of my son. I was excited and nervous about finally experiencing this wonderful gift Mother Earth has given us women.

After some search I found Manna Birth and chose to contact Anna. My husband and I felt very relaxed around Anna and her fantastic calm energy. We felt like Anna discussed every single angle of what we should focus on, what our wishes are for the upcoming birth and how to embrace it.

We felt very prepared and Anna has been an amazing support in the last 2 weeks where I went overdue. There was som pressure around the fact that my son did not want to come yet and my biggest wish was to have the most natural birth possible without any painkillers, epidural, or any other medicine. 12 days overdue and close to being forced to get the birth triggered at the hospital, my contractions finally started. The first phase (latent phase) took almost 2 days but we were prepared for this as Anna warned us it could take a while. :)

Anna was very much on standby and ready to jump as soon as the active phase kicked in after midnight. We were sent to Rigshospitalet instead of Hvidovre hospital (this was the hospital we were connected to) and Anna was here in the speed of lightning waiting for us. She was fantastic to have with us during the whole birth experience.

She helped and guided my husband and me and it felt soothing to have her around while some midwives were a bit pushy around speeding up the birth. I listened to my instinct and Anna listened to my wishes and made sure it was communicated to the staff. We went through around 25 hours of the active phase and 1 hour of pushing phase which was he hardest as my body was drained and I started to get a fever. In the end I said OK to contraction stimulation (ve stimulering) as it felt like my body needed it. My son came out healthy and well after a long birth process and even though I got many stitches in the end I loved every phase my body went through. It was a trip of womanhood and it felt exactly the way it should feel and as natural as I wished for without medicine.

My husband and I are very grateful for all the support we got from Anna and the journey she followed us on.

I had the package where Anna also came after birth to our place and did the rebozo closure which felt amazing! It felt like this is what my body needed mentally and spiritually after the birth journey.

We hope that Anna can follow us again if child no 2 is on its way. :)

PErnille: Fødselsberetning 23 februar 2019

02:10 var jeg oppe for at tisse, der var ingen veer eller tegn på at en fødsel var nært forestående, kun følelsen af en smule ”downforce” som oplevet tidelige på ugen forud for at slimproppen gik, dog mindre tydeligt denne gang - måske bare ønsketænkning? Jeg gik hurtigt i seng igen.

02:20 havde jeg kun ligget et kort øjeblik i min seng, da jeg mærkede et smæld i underlivet hvorefter det strømmede ud med varm væske. Jeg var øjeblikkeligt klar over, at det måtte være vandet, der var gået, og jeg vækkede straks Mikkel. Han spurgte om jeg måske bare havde lagt mig for hårdt ;-) Samtidig med at vandet gik, begyndte det at gøre ondt, hvilket forvirrede mig en del og gjorde mig bekymret / bange - for jeg havde intet sted læst, at det skulle gøre ondt hvis vandet gik? Tværtimod havde der stået, at der typisk ville gå minimum 2 timer før der kom veer, hvis de overhovedet ville starte af sig selv. Jeg fik Mikkel til at sms-e til doula, Mette, og ringe til fødemodtagelsen - sidstnævnte foreslog, at jeg kunne tage et varmt brusebad og ringe igen om 2 timer. 

Ude i badet kunne jeg ikke stå op når smerterne var værst, de kom i jag, som også gav pressetrang bagtil. Jeg indså, at det måtte være veer, og fik Mikkel til at tage tid på dem. De var 50 sekunder lange og der var 1,5 minutters pause imellem dem. Det gjorde mig bange, at de kom så hurtigt efter vandafgang, at de gjorde så ondt fra start og især, at de kom med så kort mellemrum samt at der allerede var begyndende pressetrang. Intet af det stemte med, hvad jeg havde læst om man kunne forvente som et normalt forløb som førstegangsfødende. 

Jeg kom i tanke om, at der på fødselsforberedelseskursuset kort var blevet nævnt, at enkelte oplevede at veerne kom i et andet mønster end det gængse, og at man så ikke kunne gøre så meget andet end at bruge laboro-vejrtrækningen. Frygten for, at det hele ville gå alt for stærkt meldte sig, og jeg var bange for at blive hjemme længere. Vi ringede til fødemodtagelsen igen selvom der kun var gået ca. 30 minutter  - de indvilligede lidt modvilligt i, at jeg kunne komme ind til et tjek. 

Mikkel pakkede autostol og tasker i bilen. Samtidig lå jeg på gulvet i brusenichen og spekulerede på, hvordan jeg kunne nå at tørre mig og få tøj på i løbet af én ve-pause (jeg kunne ingenting når veerne ramte, og kulde gjorde smerterne værre). Løsningen blev hurtig tørring, t-shirt, håndklæde rundt som nederdel, så dynen udover, i sutsko og så afsted. Mikkel nåede lige at spørge ”kan man det?” 

Jeg havde lukkede øjne mens vi kørte, så kun enkelte glimt - Roskildevej-krydset, et sted på motorvejen og fornemmer lyset, da vi nåede p-kælderen under Hvidovre Hospital. Det var virkelig nice med sædevarme, det var som om der var en anelse længere mellem veerne mens vi kørte. Jeg havde 5 veer i løbet af de ca. 18 minutter turen varede, og hver gang kom der en ny skylle fostervand ud.

Da vi holdt virkede det helt uoverskueligt at gå på tværs af p-kælderen og dernæst hen ad de lange gange. Jeg besluttede mig for at tage en etape ad gangen, og tøffede hen mod indgangen og elevatoren. På ambulatorieetagen mødte vi en sindsforvirret dame, der bad om en smøg og spurgte, hvilket hospital hun var på (det kunne jeg ikke tage mig af, og flygtede nærmest ned ad gangen mod fødemodtagelsen.) Gangene føltes uendeligt lange, jeg holdt pause henover nogle møbler når veerne kom.

Da vi nåede fødemodtagelsen spurgte de hvem vi var, og jeg pegede bare på Mikkel, som måtte forklare. Vi blev vist ind på en modtagestue. Jeg blev undersøgt, og hun sagde, hun lige skulle være helt sikker (jeg tænkte pis, nu siger hun sikkert 3 cm og at vi skal hjem igen). Men til min overraskelse siger hun 8 cm! (Jeg tænkte hun måtte tage fejl, men at det var til min fordel, for nu får jeg da lov at blive.) Hun siger de vil finde en fødestue og en jordemoder. Jeg lå og ventede i, hvad der føltes som en evighed (reelt var det nok ca. en halv time). Jeg havde min dyne over mig, blev tilbudt en varmepude som smertelindring (men den var for varm) og klamrede mig til rullebordet med hjertelydsapparatet - det må have set ynkeligt ud ;-) Men jeg var i det mindste noget mere tryg nu, idet jeg var på hospitalet. På nogenlunde samme tid kom doula, Mette, og 2 jordemødre ind på stuen. Og kort efter gik vi hen til fødestuen - mig med lukkede øjne og støttende op ad Mette. Jordemødrene sagde, at de havde læst, at jeg ønskede at føde i kar, og derfor havde fundet en fødestue med et sådan (nice 🙂). 

Om det var før vi gik fra modtagestuen eller lige efter vi kom til fødestuen, husker jeg ikke, men jeg husker tydeligt, at jeg blev undersøgt 2 gange i træk (og i øvrigt ret kort tid efter første undersøgelse af modtagejordmoderen). Da de nåede til anden undersøgelse i træk, var jeg sådan lidt ”hvor mange gange kan det lige være nødvendigt at undersøge?” - Det gjorde nemlig psykopat ondt. Men den ene jordemoder mente partout det var bedst, at hun også lige undersøgte - det var først her det gik op for mig, at den første var studerende! 🙁 (Synes godt lige hun kunne have spurgt først, eller i det mindste læst mine ønsker, hvor det udtrykkeligt stod, at jeg ønskede så få undersøgelser som muligt.) Jeg overvejede kort om jeg skulle revurdere mit ønske om ”ingen medicin” og alligevel bede om noget smertestillende / evt. epi, men før jeg fik tænkt tanken færdig konstaterede de, at jeg var 10 cm! - Og så var det jo ligesom for sent med smertestillende. I stedet fik jeg klyx, og efter toiletbesøg lov til at komme op i badekarret.

Det var virkelig en lettelse at komme ned i det varme vand. Jeg fik lidt mere ro på og det var lettere at håndtere smerterne og veerne selvom pressetrangen nu var blevet meget kraftigere. Især pauserne var meget rarere i vandet. Pressetrangen var så kraftig, at jeg selv med laboro-vejrtrækning ikke kunne holde igen gennem hele veen - der var en del af hver ve, hvor kroppen ligesom lukkede af for min vejrtrækningsteknik og bare pressede alligevel.

Det var stadig vildt ubehageligt at blive undersøgt - de der lange handsker, skræmmende! Selv når de lyttede med doptone gjorde det ondt.

Jordmoderen ville gerne have mig op af vandet og gå rundt, og samtidig skifte vandet. Men jeg kunne slet ikke overskue det - de endte heldigvis med at acceptere, at jeg blev i karret. I stedet for at komme op og gå, skiftede jeg til en knæ-albue-stilling i karret. Da de bad mig om at komme op og gå blev jeg ret urolig for om det var, fordi der var tidlige tegn på, at babys hoved var for stort og hun derfor ikke kunne komme ned/ ud (en frygt, der har fyldt rigtig meget for mig i graviditeten) - de forsikrede mig dog om, at alt så normalt ud indtil videre. 

På et tidspunkt sad jordemoderen og den studerende og talte sammen ved deres PC. Jeg var mega presset under hele opholdet på fødestuen, og hverken så eller hørte ret meget af hvad der foregik omkring mig. Men jeg hørte 2 ord af deres samtale ”forberede” og ”operation”. Jeg aner ikke hvad konteksten var, men jeg blev mega bange, og spurgte Mette om hvad jordemødrene lavede ved pc-en. De var dog bare ved at skrive journal, og der var heldigvis ikke optræk til noget akut eller nogen operation.

På et tidspunkt blev jeg undersøgt igen, og den studerende spurgte om hun også måtte undersøge. Her fik jeg heldigvis sagt fra, og de respekterede det.

Kort før pressefasen er der vagtskifte. Den nye jordemoder så meget ung ud, men der var ingen studerende, så det gav lidt mere ro på. Det viste sig også hurtigt, at den nye jordemoder var super kompetent, virkede til at have læst og forstået mine ønsker, og var super samarbejdsvillig / god til at forklare mig, hvad der skulle ske og guide mig i hvad jeg skulle gøre og forvente. Hun ville også gerne have mig op af karret for at skifte vandet, men vi forhandlede os frem til, at jeg kunne blive i det under forudsætning af, at jeg lovede at være hurtigt oppe, hvis det pludseligt blev nødvendigt med flere/ bedre undersøgelser. Jordemoderen forklarede, at hun bedre kunne støtte mit mellemkød (for at undgå bristninger), hvis jeg var på land. Men jeg valgte alligevel at blive i karret (jeg kunne ikke overskue andet).

Jeg fik ret hurtigt lov at presse med, hvilket var en befrielse, fordi jeg ikke længere skulle holde igen hele tiden. Det gjorde selvfølgelig stadig mega ondt, men jeg forsøgte at fokusere på stempelkande-teknikken og at følge jordemoders instrukser om hvornår jeg skulle gispe /lave laboro. Nogle gange var de nødt til at spørge mig om der stadig var ve (ellers glemte jeg at skifte over til den dybe vejrtrækning). Jordemoderen forklarede mig undervejs, at det godt kunne føles som om man brister, selvom man ikke gør det. (Bristning var en af de andre ting jeg har været meget bekymret for.) Under pressefasen var der 2 gange hvor jeg sagde, at jeg ikke kunne mere, men jordemoderen sagde bare, at det kunne og skulle jeg!

Jordemoderen fik mig til at mærke babys hoved/ hår , hvilket fik mig til at tro på, at det nok skulle lykkedes at få hende ud /føde vaginalt (indtil dette punkt havde der hele tiden lurret en frygt i baggrunden for at hendes hoved ville være for stort/ at hun ville sidde fast). 

Kort efter spurgte jordemoderen om jeg selv ville tage imod - men jeg ville helst have hun gjorde det (jeg var bange for at gøre noget forkert). Det gjorde ondt da de ville trække baby det sidste stykke ud (efter hovedet er født), men da jeg fik at vide, at jeg godt måtte presse med, så gik det fint. 

Det var en helt fantastisk følelse da baby landede på mit bryst! En kæmpe lettelse! Det var overstået og det lykkedes faktisk at føde helt naturligt. Jeg undgik drop, kop og klip! Og det hele endte lykkeligt med en sund og velskabt baby på brystet - jeg var med det samme helt forelsket i hende. 

Vi lå lige et øjeblik og nød det. Inden næste udfordring ramte - at komme op af badekarret med en lille baby i armene! Det var ret svært, men de støttede mig og kørte sengen hen til karret.

Oppe på land lå jeg med baby på maven og en varmelampe over mens jeg fødte moderkagen. Afnavling ventede til pulsen i navlestrengen var ophørt - Mikkel klippede navlestrengen. Baby blev lagt til brystet mens jeg blev undersøgt for bristninger og syet (to 2. grads og en 1. grads). Amningen kom så fint fra start (hun spiste faktisk allerede inden navlestrengen var klippet) og hun blev først målt og vejet efter jeg var syet færdig. Det hele forløb bare så stille og roligt. Og jordemoderen tog sig tid til at forklare hvad hun så efter da hun tjekkede moderkagen. 

Fødslen tog 6 timer fra vandet gik til baby var ude. Hun var 3780 g og 51 cm. Selvom det hele gik meget stærkt og startede helt anderledes end jeg havde forestillet mig, og selvom jeg endte med 3 bristninger, så er jeg super lettet og lykkelig over det gik som det gjorde. Alt i alt kan jeg ikke forestille mig det kunne være gået meget bedre. Mine ønsker blev imødekommet (med undtagelse af en enkelt undersøgelse for meget), og de ting jeg frygtede skete ikke (med undtagelse af bristninger), Mikkel var en fantastisk støtte hele vejen igennem, Mette fik det hele til at forløbe glat (gode råd og praktisk hjælp) og vejrtrækningsteknikkerne gjorde, at jeg kunne klare mig igennem fødslen (selvom det på ingen måde var smertefrit ;-)). Vigtigst af alt, jeg sidder nu med en sund og rask baby i armene :-) Og jeg sidder med en følelse af at være kommet styrket gennem fødslen, angsten fra graviditeten er forsvundet, jeg er totalt glad og lettet. Og pavestolt over selv at have født, helt naturligt, uden indgreb, og selvfølgelig stolt over min lille pige ☺

Louise, 1 gangsfødende

Josefine: Fødselsberetning - Alice 17.september 2018

Josefine og lille Alice, 17. september på Rigshospitalet.

Min far fyldte år, og vi var alle til middag hos ham aftenen forinden. Jeg var mentalt parat til at skulle bringe vores anden datter til verdenen, og fysisk glædede jeg mig til at blive lettere. Inden fødselsdagsmiddagen lagde jeg mig på min fars sofa og faldt meget hurtigt i søvn. I løbet af graviditeten havde jeg skulle minde mig selv om at hvile, hvilket ikke altid var let med en seksårig i huset også. Men jeg vidste, at det var vigtigt at samle kræfter, også med kun fem dage til termin. Ifølge Ayurvedaen er fødderne essentielle for vores velbefindende. Min mand havde under hele graviditeten masseret mine i pebermyntelotion. Det gav en god jordforbindelse. Vi tog fra min far sent om aftenen og grinede lidt af, at det kunne være, at baby Alice måske var kommet til verdenen næste gang vi sås.

Jeg puttede vores store pige kl.ca 22:00 og gik selv til køjs omkring kl.23:30. Ved halv et-tiden om natten vågnede jeg med lidt trækken i maven og måtte op på toilettet. Jeg lå længe og mærkede denne trækken komme og gå, indtil jeg til sidst fandt det svært at falde i søvn i kortere perioder. Kl.04:30 vækkede jeg min mand Anders og sagde, at jeg troede, at noget var i gang. Alt var roligt, og jeg var meget bevidst om ikke at gå i gang med at anvende Laboro-vejrtrækningen for tidligt. Trækningerne over lænden og tyngden i ryggen var til at holde ud ved at tage den helt med ro. Jeg nød stilheden i lejligheden og sagde til min mand, at han bare kunne sove lidt mere. En times tid senere, efter lidt oprydning og klargøring af min datters skoletaske etc., vækkede jeg min mand. Jeg havde lyst til et varmt brusebad, men ønskede hjælp til at blive tørret og få behageligt tøj på. Nu var jeg ikke i tvivl om, at jeg havde veer og måtte så småt gøre brug af Laboro-vejrtrækningen. Jeg var ikke bange på noget tidspunkt, men havde derimod en klar følelse af kontrol og tro på at kunne være aktiv i det der var i fuld gang i min krop. Kl.ca.06:00 ringede Anders til fødegangen på Rigshospitalet og forklarede dem, hvordan jeg oplevede situationen. De bad os tage mod Riget i ro og mag. Herefter ringede vi til min mor, som skulle være med vores førstefødte. Anders ringede også til Mette, doula ved mannafødsel og Anders’ svigerinde. Mette havde fulgt min graviditet med omsorg, visdom og masser af kærlighed, og vi ønskede at have hende med til fødslen. Vi drak en kop kaffe med min mor, da hun kom ved syv-tiden. Nu mærkede jeg tydeligt, at vi skulle komme af sted. Veerne var regelmæssige og steg i styrke. Laboro-vejtrækningen og visualisering virkede rigtig godt nu. Og jeg må sige, at jeg erindrer, hvordan jeg i splitsekunder blev pavestolt over, hvor meget jeg var i kontakt med min krop og følte mig stærk i troen på at kunne gøre det, der skulle til. Vi drog mod Riget kl. ca. 07:30. På det her tidspunkt havde jeg ikke mod på at sidde ned, hverken i en taxi eller i vores Christianiacykel, så vi gik, langsomt og med pauser. Det føltes godt med frisk luft og bevægelse. ”Der er ingen grund til at blive bange, Josefine. Det er helt normalt, at det gør ondt og trækker i dig. Du skal ikke dø, men føde dit lille barn. Nu er hun på vej”. Dette var, hvad jeg fortalte mig selv på vej mod Riget, når veerne var meget overvældende, og jeg gik helt ind i mig selv.

Mette tog imod os på fødegangen. Det føltes trygt, et velkendt ansigt. Personalet vidste vi kom. Der var helt roligt om morgenen mandag d.17.september, og jeg blev derfor undersøgt hurtigt efter ankomst. Det viste sig, at jeg var 8 cm åben. Tårerne løb ned af mine kinder, og jeg måtte kramme både min mand og Mette. Jeg var så overvældet. Havde jeg virkelig åbnet mig så meget, uden at gå i panik, være bange eller forpint?
Mette gav jordemoderen min ”ønskeliste”, og vi blev fulgt til en fødestue. Jeg husker tydeligt, da jeg trådte ind i lokalet, at det stadig var mig noget uvirkeligt, at jeg var i fuld gang med fødslen af lillesøster Alice, og at hun skulle komme til verdenen i dette rum. Kunne det virkelig passe, at vi skulle klæde hende i tøjet medbragt i hospitaltasken, og at jeg var så meget ved mig selv, at vi kunne tale hyggeligt sammen, min mand, Mette, jordemoderen og jeg?
Jeg bad om at blive undersøgt nogen tid efter, da jeg mærkede trætheden fylde min krop. Det var nu svært at finde en stilling, hvor jeg kunne hvile mellem veerne. Det føltes ikke rart hverken at ligge eller sidde. Jeg havde åbnet mig 10 cm og brugte Laboro-vejrtrækningen for fuld skrue. Den var mit anker. Endvidere havde jeg fokus på afspænding i de tre fikspunkter – mit kæbeparti, mine skuldre og håndflader. Anders hjalp mig med at holde fokus på disse løbende, også med at huske at drikke og spise undervejs. Mit vand gik og jeg fik tømt blæren flere gange. Presseveerne var til at starte med ikke kraftige, og jeg blev bedt om at presse med på dem, både stående og siddende. Det føltes slet ikke som jeg havde forestillet mig. Det spændte helt vildt og sveg.
Min første fødsel resulterede i epiduralblokade og fødsel med sugekop. Jeg gik i panik i vearbejdet og mærkede ikke pressetrang efter epiduralblokaden. Det betød, at jeg følte, at fødslen af min førstefødte var med mig som en slags tilskuer. Det var en tom fornemmelse ikke at være aktiv medspiller.

Timerne gik, og Alice bevægede sig stødt længere og længere ned. Pressetrangen blev kraftigere, men jeg havde ingen redskaber at gribe fat i under denne fase – nok mest af alt fordi jeg ikke fandt den genkendelig, og fordi jeg havde haft mit primære fokus på åbningsfasen i mit forberedelsesarbejde. Jeg blev bange og ønskede inderligt at komme væk. Som tiden gik mærkede jeg også en utålmodighed fra jordemoderen. Nu skulle baby Alice ud. I denne situation var det utroligt rart at have Mette med. Hun kendte til mine ønsker og mine erfaringer fra første fødsel. Hun kunne være vores ”fødselsadvokat”, mens vi var i følelsernes vold. Vi blev efter nogen tid enige om et vestimulerende drop, så pressetrangen kunne blive kraftigere, og jeg fik lyst til at presse med. Dette havde jeg hørt og læst om ikke skulle være at anbefale. Jeg blev dog lovet, at der kun blev skruet op for det, når jeg gik med til det. En fødselslæge kom også til og ville tage baby med sugekop, hvis der ikke kom skub i tingene. Alice bevægede sig ned forbi mine hofter, hvilket var meget smertefuldt, og jeg var desværre kommet væk fra mit vejrtrækningsarbejde, som kun gjorde det værre.
Noget ramte mig, måske min lille babys fine hjertelyd. Det var som om hun fortalte mig, at vi godt kunne det her i fællesskab. Hun skulle ikke tages med sugekop, og jeg skulle ikke have mine ben op i bøjler og være følelsesløs. Anders heppede kærligt, Mette gav mig noget homøopatisk medicin, og jordemoderen lagde varme omslag på mit mellemkød. Jeg kunne godt. Jeg pressede op til flere gange. Lille Alice blev født kl.17:30 og er sund og helt igennem fantastisk.
Det er som om, at det hele giver så fin mening – Alice havde ikke travlt med at komme ud. Hun ventede tålmodigt på mig, ventede på at jeg var parat til at arbejde med igen. Hun gav mig troen på, at det var helt okay at sænke farten og forlange, at det skulle gå i mit tempo. Hendes rolige væsen var, hvad jeg mærkede i min mave i mange måneder op til fødslen, under fødslen og nu også efter.

Jeg kan varmt anbefale at forberede sig godt – på alle fødslens forskellige faser. For mig var teknikkerne i bogen ”Smertefri fødsel” et anker. De gjorde mig stærk og stolt. Jeg føler, at jeg fødte mit barn. Kan det virkelig passe, at man kan forberede sig på at håndtere sådan en overvældende smerte – at være aktiv medspiller og opleve følelsen af kontrol? Ja, det kan det. Fantastisk. Også at have en dygtig og tillidsvækkende fødselshjælper med, i vores tilfælde vidunderlige Mette. Mette var, som sagt, vores advokat under fødslen og gav plads til, at vi som forældre kunne være i følelsernes vold, udelukkende. Hun kendte til vores ønsker og erfaringer. Mette vidste, hvad jeg var bange for, og hvad jeg meget nødigt ville. Det var uvurderligt. Jeg skal ikke have flere børn, men kan med hånden på hjertet sige, at jeg ikke er bange for at føde. Jeg priser mig lykkelig for, at jeg nåede at få en sådan fødselsoplevelse. Den vil give mig styrke resten af livet.

Josefine, andengangsfødende.

SISSE: FØDSELSBERETNING JUNI 2018

Jeg vil kort fortælle hvordan det så gik, da jeg for knap 2 mdr siden fødte vores lille dreng. 

For mit vedkommende har alle lægebesøg på hospitalet handlet om at mit BMI lå højt og der derfor skulle tages forholdsregler for en kompliceret fødsel. Det var ikke det jeg selv troede mit forløb skulle
omhandle. Hver gang jeg har været på Hvidovre er jeg blevet gjort nervøs, til tider bange og ked af det, samtidig med at jeg har måtte vente lang tid på at få lov at tale med en jordmoder omkring mine tanker. 1,5 måned inden min første jordemodertid var jeg til 2 trimester skanningen, og blev herefter kaldt ind til en læge som forsøge at overtale mig til, at få lagt en rygbedøvelse klar allerede ved ankomst til hospitalet den dag jeg skulle føde!

Hospitalet ville have mig til ugentlige vægtskanninger i den sidste periode for at holde øje med om han blev for stor og jeg skulle sættes igang. Jeg ønskede ikke at blive sat igang, og hver gang vi kom ind til en vægtskanning fulgt op af en lægesamtale, blev jeg rystet ud af min indre ro og kunne ikke nyde dét at være gravid. Jeg blev nervøs for fødslen, for ham, for at alt kunne gå galt, som de gjorde meget ud af at informere mig om, for at vi skulle lave "sikkerhedsforanstaltninger". 

Da der var to uger tilbage til termin aflyste jeg alle aftaler med hospitalet. Hvad nyttede det alligevel, at gisne om, om han vejede 4 eller 5 kg, når jeg alligevel ville sige nej til at blive sat igang, så længe jeg kunne slippe af sted med det. 

Istedet bestilte jeg endnu en tid hos HelleElla og igen en tid hos hende to dage før termin til en hindeløsning. 

På dagen for hindeløsningen havde jeg haft rigtig mange toiletbesøg hele morgen. Jeg kunne næsten ikke overskue at skulle hen til hende, men tænkte at jeg jo ikke kunne aflyse med så kort varsel. Jeg tog turen derhen og vi konkluderede sammen, at jeg nok allerede havde haft lidt veer, da jeg var 3 cm åben. HelleElla gik med til at lave en lille hindeløsning, men ville ikke gøre for meget, for som vi kunne grine af, så ville jeg bare føde på hendes briks og det var jo ikke lige planen. 
Dette var omkring middag, og allerede på vejen hjem satte veerne for alvor igang. Da jeg nåede hjem var de ekstra slemme, men ikke regelmæssige.

Kl 16.30 ringede jeg til hospitalet og spurgte hvor længe jeg skulle vente før vi måtte komme ind. De sagde at det ville tage mange timer endnu som første gangs fødende og at jeg ikke var der i veerne hvor der kunne betale sig for os at tage derind, idet vi blot ville blive sendt hjem igen. 
En time senere ringede jeg igen, veerne kom nu med 5-6 min interval. Samme besked lød fra hospitalet, dog skulle jeg ringe hvis vandet gik. 
Kl 18.15 gik vandet pludselig, og vi fik nu lov til at komme ind. 
Kl 19 ankom vi på Hvidovre, hvor en forbløffet jordemoder konkluderede til sin overraskelse, at jeg var 8 cm åben, trods jeg ikke lignede en, der var 8 cm åben. (Indeni mig selv blev jeg lettet, for hvis det her var det værste stadie med veer, så kunne jeg sagtens overskue resten). 
Jeg blev hastet ind på en fødestue hvor der var et lille badekar. Vi fik fyldt det med vand og jeg nåede i det imens presveerne maste sig på. 
Den nye jordmoder forklarede, at det nu godt kunne gå lidt i stå igen. Men det gjorde det ikke for mig. Så kl 20.27 havde jeg født (1 1/2 time efter ankomst til hospitalet). Jeg fik selv lov at holde på hovedet imens jeg fødte det, hvilket var helt fantastisk. 

Jordmoderen sagde til mig efterfølgende "du er en oplagt hjemmeføder". Og hun roste mig for at være så meget til stede i det hele og sagde, at min krop vidste bare hvad den skulle, så det havde bare været helt fantastisk at være vidne til på sidelinien. 

Jeg tænker at det nok lige så meget skyldes at jeg følte mig tryg, fordi jeg var klædt på til at skulle føde. At jeg selv havde taget styringen op til, og at jeg vidste hvad der ventede i forhold til de forskellige faser. 

Så tak for et godt kursus, der gav mig mod til selv at tage styringen. 

Sisse, førstegangsfødende

MIA: FØDSELSBERETNING APRIL 2018

Da jeg blev gravid med mit andet barn var jeg helt sikker på at jeg skulle føde hjemme. Fødselen af min store datter var en fin, (næsten) ukompliceret fødsel. Hun havde lagt sig skævt i bækkenet og var lang tid om at rotere ned, og hjertelyden dykkede undervejs. Derfor ville jordemoderen havde mig liggende på ryggen, hvilket gik i mod mine ønsker om en aktiv fødestilling, og jeg manglede undervejs forståelse og accept af hvorfor tingene skulle foregå som de skulle, og havde en følelse af afmagt.
Da min graviditet skred frem boblede ideen om en doula mere og mere, og jeg brugte et par aftener på at google forskellige doulaer og læse deres beskrivelser og tune ind på at finde en der passede til os. Jeg faldt over Manna og skrev til Mette om hun havde tid og plads i kalenderen omkring min termin.

Det havde hun heldigvis :)
Efter vores første møde med Mette var vi helt høje, og vi inviterede hende indenfor i slutspurten af graviditeten.
Dagen efter fik jeg konstateret graviditetsdiabetes og jeg ramte kulkælderen idet en sygeplejerske (meget koldt) punkterede min hjemmefødselsdrøm.
Vi startede med researche de forskellige risici og havde undervejs mega meget støtte i Mette, som hele tiden så mig (og os) i øjenhøjde og mødte os i den frustrerende situation.

Vi besluttede mod hospitalets (fødselslægens) anbefaling at holde fast i drømmen om hjemmefødslen.

Pga. Graviditetssukkersygen begyndte jeg at malke råmælk ud da jeg ramte 37+0 og en søndag aften efter et lækkert bad gik vandet netop som jeg sad og malkede råmælk ud.
Vi skraldgrinede, for vi kunne ikke lige forstå, at nu var det nu :)
Jeg ringede til Mette og vi snakkede om - hvad nu hvis veerne ikke kommer? Det var en situation jeg sket ikke havde tænkt igennem. Fødslen skulle jo starte med veer når jeg vågnede, ligesom storesøsters fødsel ;)

Ole og jeg googler lidt og læser op på Herlev’s retningslinjer omkring igangsættelse. Vi lægger os og ser lidt serier da veerne så småt begynder at komme. De første med 7 min imellem og kun som mens-murren.  Jeg var faktisk i tvivl om hvad det var, så jeg prøvede at time dem og, ser at de kommer med fine intervaller.
Sender Mette en sms om at nu er der gang i det. Jeg trisser rundt i køkkenet og begynder så småt på Laboro-vejrtrækning, og efter kort tid snakker vi sammen og aftaler Mette kommer forbi.
Jeg ringer til fødegangen med ny status. Hun spørger om de skal sende en jdm, hvilket jeg ikke mener er nødvendigt endnu, så hun minder mig lige om at det jo tager noget tid for dem at komme frem, så jeg må ikke ringe for sent.
Jeg trisser stadig rundt i køkkenet og arbejder med hver ve. Jeg prøver med en varmepude og det er skønt. 20 min efter jeg ringede til fg begynder veerne rigtigt at bide til og Ole ringer til fg og får dem til at sende en jdm.

Lidt efter kommer Mette og hun foreslår ret hurtigt, at jeg skal ind i stuen. Og lige her omkring ændrer mine veer sig - det er en skøn følelse, for de kan arbejdes med :)
Jeg kommer over puffen inde i stuen, på alle fire, og Ole sidder foran mig så jeg kan trække i ham. Super fedt.
Jeg får også på et tidspunkt sagt at jeg er fan af presseveer fordi dem kan man da arbejde med :) jeg har hele tiden en fornemmelse af at baby kan komme hvert øjeblik, og tror faktisk på et tidspunkt at jeg mærker The Ring of Fire. Det grinte jeg lidt af bagefter, for der var jeg overhovedet ikke endnu.

Jdm. kommer ca. 23:45 og er super cool. Lytter til hjertelyd, men lader mig ellers gøre mit arbejde uden at forstyrre. Hun spørger om jeg vil undersøges. Jeg tøver, men Mette når lige at sige ‘Mia, hvad vil du gerne?’ Og så siger jeg nej tak, da jeg godt ved, at vi er ved at være ved vejs ende, så hun støtter med gode rosende ord, og at jeg bare skal fortsætte. Jordemoder er bagved mig, men har en fornemmelse af at hun ‘bare’ sidder i stolen og kigger på.

Lillesøster trænger ikke rigtigt ned, så jdm foreslår nogle ting - mere bredstående. Det kan jeg mærke hjælper. Da kl. nærmer sig 1 kan jeg mærke at jdm bliver lidt utålmodig, hun foreslår at jeg skal ud og tisse, da det kan give det sidste plads (Det kommer jeg dog aldrig). Hun er nu så langt nede, at jeg kan mærke hende med fingrene, men hun glider ind igen og jeg bruger næsten en hel ve, på at få hende ned til samme position igen. Så ikke særlig meget fremskridt for hver ve.
Jdm giver mig to akupunkturnåle i lilletæerne, for at få Lillesøster ud.
Der sker noget. I stedet for det tager en hel ve at få hende ned kommer hun hurtigt frem, og ve-arbejdet kan nu bruges til at få hende længere ud. 2-3 veer mere, og hovedet er født.
På næste ve kommer kroppen. Født 01:16. 😍

Det var meningen Ole skulle tage imod ligesom med storesøster, men jeg kunne ikke overskue, at han skulle flytte sig - jeg bruger ham vældigt som hive-anker hele vejen igennem - så jdm støtter hende ned på underlaget og jeg tager hende selv op.
Såååå vildt 😍

Jeg bliver bakset op på sengen, og så begynder jeg at fryse helt vildt. Adrenalinen har sat ind, og det tager et par timer før jeg har varmen og ikke ryster mere. Mette giver mig en homøopatisk pille og Ole henter fluks dyner og puder :)
Lillesøster bliver lagt til brystet. Hun har lidt svært ved at sutte i starten, men kommer hurtigt efter det. Her ligger vi og putter.

Jdm gør sig færdig og vi snakker kort fødslen igennem. Lillesøster får målt blodsukker (grundet graviditetssukkersyge), som er lidt for lavt. Far giver noget af det råmælk jeg har malket ud, og jeg hopper ud på toilettet og får lettet blæren ;)
Jdm. får pakket sammen og bliver sendt afsted, og jeg bliver hjulpet op i soveværelset af Mette.  Det er noget så dejligt bare at kunne ligge sig i sin egen seng 😊
Ole får sendt Mette hjem og vi nupper et par timers søvn, men idet Lillesøsters blodsukker skal måles både kl. 5:15 og 7:15, er det minimalt med søvn vi får den nat. Målingerne var helt perfekte 👍🏼

Noget tid efter mødtes jeg med Mette og snakkede hele oplevelsen og hvad der ellers var på hjertet igennem ❤️
Mette har mine varmeste anbefalinger

Mia, andengangsfødende 

LILY: FØDSELSBERETNING FEBRUAR 2018

Jeg gik til fødselsforberedelse hos Anna og Mette, og det var dem der for alvor fik mine øjne op for muligheden for hjemmefødsel. De gav mig al den information, jeg havde brug for, og det gjorde mig tryg og gav mig virkelig lyst til at føde hjemme, da det føltes som det helt rette valg for mig. 

Jeg følte mig velforberedt og havde masser af mental ro. Min kæreste og jeg havde i fællesskab skrevet en ønskeliste for fødslen ved hjælp af de print-outs jeg havde fået til fødselsforberedelsen, vi havde gennemtænkt mulige fødestillinger, taget de valg der skulle tages omkring indsprøjtninger, vi havde revet ingefær til klude, osv. osv. – ja, vi var bare klar! Vi aftalt med Anna, at hun skulle hjælpe til ved fødslen og det er vi rigtig glade for i dag, da det var en super positiv en oplevelse.

På trods af al forberedelsen, kom det bag på os, da veerne en dag gik i gang ved aftensmaden :D Jeg havde jo først termin om 3 dage, og jeg var sikker på jeg skulle gå over tid. Men kom gjorde de altså de kære veer! 

Jeg skrev til Anna, at jeg måske troede jeg havde veer, og hun bekræftede at det ganske rigtig lød som veer. Vi aftale at Anna ville ringe om en times tid for at høre hvordan det udviklede sig, og det udviklede sig hurtigt! Heldigvis kom Anna også hurtigt. Det føltes så godt da Anna kom, både min kæreste og jeg slappede af – nu var der en tilstede som havde styr på det.

Vi havde tidligere på aftenen ringet til hospitalet, men de forsikrede os om at der var laaang tid endnu, vi skulle bare ringe om nogle timer når veerne var regelmæssige – måske skete der først noget i morgen! 

Regelmæssige blev veerne dog aldrig og kort efter gik vandet i en ordentlig skylle og presseveerne begyndte. Så tog Anna heldigvis affære og fik ringet til hospitalet igen og fortalt dem at nu skete der altså snart noget, og hun fik fødekarret fyldt. 

Jeg havde rigtig meget brug for at kunne hænge på min kæreste under veerne, så han var ret bundet til mig og det var så godt at have Anna til de praktiske ting og til at støtte os. Da jordemoderen endelig kom, var der helt styr på det, jeg sad i det dejlige, varme vand og passede mine presseveer. Kort efter, klokken 01.47, kom vores lille vidunder til verden.

Herefter hyggede Anna om os og sørgede for at vi bare kunne slappe af og nyde vores baby, indtil ved 4 tiden om natten hvor vi gik til ro og Anna sagde farvel. Det blev ikke til meget søvn den nat/morgen, for hvem kan tage øjnene fra sådan en perfekt lille skabning!

                                                                                                                   Lily, førstegangsfødende

CHRISTINA: FØDSELSBERETNING AUGUST 2017

Vi havde hele tiden tænkt at vi ønskede os en hjemmefødsel, men tiden gik og det blev først halvanden måned før termin at jeg besluttede mig for at gå i gang med forberedelserne. Det første jeg gjorde var at ringe til Mette som heldigvis, på trods af den korte tidsfrist, kunne finde tid til at være doula for mig. Allerede efter første telefonsamtale med Mette følte jeg mig helt sikker på at jeg ønskede mig en hjemmefødsel, og jeg begyndte at glæde mig til fødslen. Jeg var også sikker på, at jeg meget gerne ville have Mette ved min side.

Mette og jeg mødtes hjemme hos os nogle gange før termin. Vi talte om mine ønsker for fødslen, og gennemgik nogle praktiske aspekter. Jeg fik også både rebozo og fodmassage af Mette. Det føltes meget trygt at vide at jeg altid kunne tage kontakt til Mette, og at hun ville være til stede ved fødslen.

Mine veer startede en sen aften nogle dage efter termin. Vi havde på forhånd klargjort nogle klude, der blev vredet op i varmt ingefær-afkog, og som min mand pressede mod min lænd ved hver ve. Det virkede rigtig godt som smertelindring, og hele natten gik med gode veer og et rigtig godt samarbejde mellem min mand og jeg. Klokken ca. 6 om morgenen begyndte der at være ca. 10 minutter mellem hver ve, og vi tog kontakt til Mette. Vi aftalte dog at tales ved senere, da jeg havde det helt fint og havde god. Jeg hoppede op i fødekaret, hvilket var utrolig rart men det fik også mine veer til at stilne af. Samtidigt vågnede min datter og mens min mor gjorde hende klar til dagpleje, stoppede mine veer helt.

Da min datter var taget afsted, lagde min mand og jeg os ind i sengen og lå helt tæt og kyssede. Det satte gang i oxytocin produktionen og veerne, men da min mand så faldt i søvn (efter en hel nat uden søvn) gik de i stå igen. Der gik nogle timer hvor jeg havde meget få veer, og de var meget mildere end de havde været om natten. Da jeg i min første graviditet var blevet sat i gang grundet leverbetinget graviditetskløe, havde jeg en tid på hospitalet den dag, hvor de skulle tjekke mine levertal. Vi var derfor nødt til at tage på hospitalet, da jeg havde aftalt med jordmødrene på fødegangen at jeg skulle komme ind, hvis ikke jeg havde født inden da. 

Vi kom ind til tjek, og holdt løbende Mette informeret. Hun hjalp os også, da det viste sig at jeg havde en smule forhøjet levertal, ift. at beslutte om jeg stadig skulle føde hjemme. Heldigvis blev det ikke et problem at få lov til. En sød jordmoder tjekkede at jeg var 5-6 cm åben og hun sagde at hun selv tog ud til hjemmefødsler og ville forsøge at nå ud til mig. Vi fik lov at tage hjem, og aftalte med Mette at mødes med hende derhjemme. Så vi kørte hjem og i bilen fik jeg 2 gode veer med ca. 15 minutters mellemrum.

Veerne fortsatte hjemme, og hele tiden med kortere tids mellemrum. Mette kom, og fornemmede at vi havde et fint samarbejde med ingefærskludene på lænden, så hun lod os fortsætte med det og holdt sig lidt i baggrunden. Pludselig skulle jeg på toilettet, og det tog mig lang tid at komme ud derfra, veerne kom med kort tids mellemrum, og så snart jeg kom ud fik Mette og min mand hjulpet mig op i karret. Jeg mærkede straks pressetrang, og vi ringede efter en jordemoder. Mette talte med fødegangen, og det blev besluttet at de ville sende en ambulance da jordemoderen nok ikke kunne nå det- hun ville så komme hurtigst muligt. Det hele blev lidt kaotisk, jeg havde presseveer og en jordemoder i røret, der sagde at jeg ikke skulle presse med på veerne. Mette foreslog at min mand kom op i karret til mig hvilket var så rart. Det var ikke muligt for mig at holde igen, og jeg fik presset hovedet ud. Mette forsikrede mig hele tiden om at det var ok, og at jeg var klar til føde. Ambulancen ankom og de sødeste to falckreddere kom ind i stuen. Den ene ambulancefører tog telefonen, talte kort med jordemoderen og lagde så på. Så sagde han ; " det her har jeg ikke prøvet før- men det kommer til at gå fint". Og det gjorde det. Efter en presseve eller to blev vores søn født, falckredderen tog imod ham og min mand holdt omkring mig i karret. Jeg blev hjulpet op på sofaen og netop da ankom jordemoderen, som var hende der få timer tidligere havde tjekket mig på hospitalet.  

Mette kom efterfølgende hjem til os og talte hele oplevelsen igennem med os. Det var særlig rart for min mand, der havde været noget nervøs da det hele pludselig gik så stærkt. Efterfødselssamtalen hjalp mig til at reflektere over hvordan jeg oplevede fødslen. Det var en fantastisk oplevelse, især samarbejdet mellem min mand og jeg i løbet af natten med veer. Men Mette hjalp mig også til at sætte ord på, hvor utroligt det var at mærke at min oxytocin-produktion var så afhængig af f.eks. min mands berøring, eller kunne gå helt i stå da jeg måtte sende min datter afsted og da vi skulle på hospitalet.

Det var utrolig rart og trygt at have Mette ved min side før, under og efter fødslen. Både i form af praktisk information, generel viden om fødsler, specifik vejledning for min fødsel og mental støtte. Hun er utrolig behagelig og har rigtig god situationsfornemmelse, hvilket betød at det virkede helt naturligt at have hende med til fødslen for både min mand og jeg. Tusind tak for at være med til at gøre min fødsel til en dejlig oplevelse!

Christina, andengangsfødende

SABINA: Manna Fødsel – før, under og efter

                              FØDSELSBERETNING AUGUST 2017

Da jeg blev gravid med vores datter Ellen, havde jeg ingen idé om, hvad det vil sige at føde. Faktiske kunne jeg slet ikke forholde mig til, at jeg skulle føde hende. Nå tankerne bevægede sig hen mod fødslen, så skyndte jeg mig at tænke på noget andet. Det var først ca. 3 mdr. før termin, at jeg besluttede mig for at tage skeen i den anden hånd og komme i gang med at forberede mig på fødslen.

Min kæreste og jeg havde igennem hele graviditeten vaklet mellem en hjemmefødsel og en fødsel på Hvidovre Hospital. Når man ikke kender til fordele og ulemper, så er det en utrolig svær beslutning! De mange overvejelser og tanker førte til, at jeg søgte hjælp hos Mette fra Manna Fødsel. Først og fremmest var Mette en helt fantastisk støtte, og derudover delte hun ud af sin viden om hjemmefødsel contra fødsel på et hospital – og pludselig var det indlysende, at det skulle være en hjemmefødsel i trygge omgivelser. Derudover tilbød Mette at deltage i fødslen, hvilket gjorde os sikre på beslutningen.

Endvidere brugte vi Mette til at tale om selve fødslen, som jo kan forløbe på mange forskellige måder. Hun klædte os godt på med sin brede viden, og ikke mindst gav hun os tryghed. Vi talte vejrtrækning, smertelindring, igangsættelse og hvordan man undgår igangsættelse mv. Derudover havde jeg lavet en ønskeliste til fødslen, som vi gennemgik sammen.

Med tiden skete der det, at jeg begyndte at glæde mig til fødslen. Pludselig var det at føde overskueligt, og især det at være hjemme, når vi skulle tage imod vores datter, var en skøn følelse.

Men skæbnen ville os noget andet… Vores hjemmefødsel blev afblæst 14 dage før termin af en fødselslæge på Hvidovre Hospital. Lægen afviste en hjemmefødsel, da jeg flere gange i min graviditet var besvimet. På trods af at jordemoderen havde sagt ”ok” til en hjemmefødsel, så mente lægen, at en hjemmefødsel var for risikabel, hvis jeg skulle besvime under fødslen. Det slog for en kort stund benene væk under os, men heldigvis ikke nok til at det skulle tage forventningens glæde fra os.

Hermed min beretning om fødslen:

Torsdag den 10.08.2017 kl. 03.12 fødte jeg vores skønne datter, Ellen. Hun blev født en uge efter termin på Hvidovre Hospital. 

Onsdag den 09.08.2017 kl. 3.25 vågnede jeg ved, at vandet gik med et plask. Jeg tog et bad og ringede til Hvidovre Hospital. Der fik jeg en tid til et tjek kl. 12.00, men med besked om at jeg skulle ringe, hvis jeg fik regelmæssige veer. Jeg forsøgte at få lidt søvn, men måtte opgive, da vandet gik flere gange. 

Da vi nærmede os middag, havde jeg ikke haft én eneste ve, så vi kunne køre til Hvidovre Hospital med et stort overskud. På Hvidovre Hospital blev jeg undersøgt af en jordemoder, som kunne konstatere, at jeg var 3-4 cm åben. Det kom bag på os, da jeg ikke havde haft én eneste ve. Godt nok havde jeg haft rigtig mange plukkeveer og jag i underlivet i ugerne op til fødslen, men at det skulle sætte så meget skub i processen, havde jeg ikke forestillet mig. Jordemoderen begyndte at tale om igangsættelse, da det er procedure, at man skal have født 18 timer efter vandafgang pga. risiko for infektion. Heldigvis var der overbooket på alle fødegange i hele København, så vi blev sendt hjem med en ny tid kl. 21.30. Da vi kom hjem, tog vi fat i Mette, som satte os ind i vores rettigheder i forhold til igangsættelse samt de få risici, der er ved at vente på, at fødslen/veerne går i gang af sig selv. Jeg havde fra dag ét frygtet en igangsættelse, da mange førstegangsfødende sættes i gang, når de går over termin. Jeg kender flere, hvor fødslen er blevet sat i gang, og hvor det er endt med et akut kejsersnit. Det ville jeg for alt i verdenen gerne undgå, da jeg altid har drømt om en naturlig fødsel.

Kl. 16 fik jeg endelig lidt (uregelmæssige) veer, og glæden var stor, da der nu endelig skete noget. Men efter et par timer gik det hele desværre i sig selv igen. 

Kl. 21 kunne vi starte bilen og køre til Hvidovre Hospital. På Hvidovre Hospital blev jeg på ny undersøgt af en jordemoder som kunne konstatere, at jeg ikke havde åbnet mig yderligere. Da det nu var 18 timer siden, at vandet var gået, skulle jeg have antibiotika pga. fare for infektion.

Jordemoderen kunne igen fortælle, at fødegangen var overbooket, og at vi skulle tage hjem og vente på, at der ville blive en ledig fødestue til igangsættelse. Endnu engang slap vi for at skulle diskutere en igangsættelse, og det var egentlig en lettelse at få besked om, at vi måtte tage hjem (igen). 

Men inden vi tog hjem, skulle jordemoderen måle Ellens hjerterytme. Det tog ca. 2 timer, da hun ikke kunne "fange" hjertelyden ordentlig. På den baggrund besluttede hun sammen med den ledende jordemoder, at der skulle sættes en elektrode på Ellens hoved for at få et klart billede af, hvordan hun havde det inde i livmoderen. Vi blev derfor flyttet over på en ventestue til fødegangen kl. 23.30. På vej hen til ventestuen kunne jeg mærke nogle små veer, som tog til.

Ellen fik sat en elektrode på hovedet, og efter en time kunne jordemoderen konstatere, at Ellen havde det godt. I mellemtiden tog mine veer til, og jeg fik for alvor stor gavn af fokus på vejrtrækning og visualisering🙏 Jeg knoklede mig igennem den ene ve efter den anden - "op ad veen og nedad igen" - mens min kæreste talte veerne. Han fik kortvarigt lov til at holde om mig for at booste oxytocin produktionen, men ellers var hans primære opgave at komme med vand til mig, når jeg mellem veerne stønnede: "VAND".

Kl. 01.20 var der 1-2 min. mellem hver ve, og veerne varede 1-2 min. Av av av... men jeg havde kontrol og blev ikke usikker på noget tidspunkt. Min kæreste hentede den jordemoder, som tidligere på aftenen havde undersøgt mig. Det kom meget bag på hende, at jeg pludselig var i aktiv fødsel. Hun gik lidt til og fra ventestuen, da jeg endnu ikke havde fået tildelt en jordemoder og en fødestue. Hun roste mig for min vejrtrækning og min kontrol over veerne. Kl. 02.20 spurgte hun, om jeg havde en ønskeliste, og min kæreste fandt den ønskeliste frem, som vi tidligere havde gennemgået med Mette.

På min ønskeliste havde jeg skrevet, at mit største ønske var at komme i fødekar, og derfor gjorde jordemoderen en fødestue med fødekar klar. Da hun kom for at hente os kl. 02.55, fik jeg pressetrang. Jordemoderen sagde, at hun blev nødt til at gøre en anden fødestue klar, hvis jeg gerne ville føde i fødekar - og det ville jeg. Hun bad os om at gå mod fødestuen, mens hun selv løb derhen. Jeg gik hen til fødestuen på trods af presseveer. Kl. 3.00 var jeg på fødestuen, hvor jeg skulle have lagt en venflon, da jeg skulle have antibiotika via drop, før jeg måtte føde. Jordermoderen skulle også lige nå at på toilettet, da det hele pludselig var gået meget stærkt ☺ Jeg gispede mig igennem den ene presseve efter den anden.
Kl. 3.05 fik jeg endelig lov til at komme op i fødekarret. Det føltes rigtig rart, og jeg kunne straks mærke den lindrende effekt. Kl. 3.12 fødte jeg Ellen, og min kæreste tog imod hende.

Fødslen var en god oplevelse, selvom jeg bagefter var lidt i chok over, at det hele var gået så stærkt. Jordemoderen roste mig for mit arbejde, og sagde at man skulle tro, at jeg var fleregangsfødende.
Jeg er taknemmelig for, at jeg var forberedt på hele forløbet og især mine rettigheder. Det eneste aber dabei jeg har til fødslen er, at jeg ikke fik lov til at føde hjemme – det har vi til gode! 

Nogle uger efter fødslen havde jeg en efterfødselssnak med Mette, hvor vi gennemgik fødslen fra A-Z. Det var rigtig godt, da fødslen havde sat sine spor – både på godt og ondt.

Jeg vil til hver en tid anbefale Manna Fødsel, da jeg er dybt taknemlig for den støtte, tryghed og viden, som jeg fik ved at tale med Mette. 

Sabina, førstegangsfødende

 LILIANA: FØDSELSFORBEREDELSE JULI 2017

Jeg har læst guiden om planlagt kejsersnit skrevet af Mette Marie og synes den er rigtig god til at få et indblik i hvad den seneste forskning siger om kejsersnit, og de ting man selv kan gøre for at give sit barn den bedste start på livet. Jeg har udover guiden haft en samtale med Mette Marie og har oplevet en stor ekspertise i forhold til at kunne rådgive om faktuelle tiltag man kan benytte sig af når det er et planlagt kejsersnit. Jeg oplever at Mette Marie udstråler en ro og har en god evne til at sætte sig ind i det enkelte menneske livsvilkår, hvilket gør at man har lyst til at åbne sig og fortælle om hvad der rør sig. 

                                                                                                                    Liliana, 3. gangsfødende

 SUADA: Alle kvinder burde have ret til en Doula

                                 FØDSELSBERETNING MAJ 2017

Da jeg under min første graviditet stødte på ordet Doula, blev jeg nysgerrig efter at vide mere. Til at starte med var jeg skeptisk overfor konceptet og jeg tænkte, at det måtte være vildt grænseoverskridende at have en Doula med til min fødsel. Men efter to møder med Doula Mette, var jeg overbevistom at jeg måtte have hende med til min fødsel.
I perioden hvor Mette fulgte mig, stod hun altid klar til at hjælpe mig, når jeg havde spørgsmål om min graviditet og fødslen. Hun støttede mig i min dialog med hospitalet, samt mine valg vedr. fødslen. Hendes erfaring og viden beroligede mig og min partner. Sammen var de mit holdepunkt.
Efter fødslen, fik Mette og jeg snakket en del om fødselsforløbet. Derudover hjalp hun mig igennem den svære tid efter fødslen. Da vi kom hjem fra hospitalet, havde jeg opgivet amning og alt håb om at genoptage den. Men efter en samtale med Mette, der opmuntrede mig og gav mig den rette vejledning, startede jeg med at amme helt forfra, tre uger efter jeg havde født. 
Jeg har mange eksempler på hvor stor en støtte Mette har været i mit forløb, som ville blive for lang en opremsning her. Det har været så meget mere end hvad jeg kan beskrive med få ord. 
Som kvinde tror man at graviditet og fødsler er en naturlig og given størrelse, som ikke nødvendigvis kræver øvelse og forberedelse. Graviditetog fødsler er selvfølgelig naturlige ja, men er i høj grad også defineret af den kultur, tid og kontekst man er en del af. Alle kvinder burde få adgang til den viden og erfaring en fødselspraktiker har. Mine ønsker for fremtidenskvinder, er at der bliver brugt flere ressourcer på dette område, således at alle kvinder får den rette opbakning, viden og hjælp. 
Jeg er dybt taknemlig for mit forløb med Mette og jeg kan ikke anbefale Mette og Manna fødsel nok.

Suada, førstegagsfødende

 Cecilie: FØDSELSOPLEVELSE maj 2017

Vores varmeste anbefaling går til Anna og Mette fra Manna Fødsel.

Vi har været så heldige at have pigerne indover vores fødselsforløb. Vi ventede vores søn, som er den første i rækken og havde planer om en hjemmefødsel. Anna, som var vores primære doula, kom til hyggelige for-konsultationer og vi kunne straks mærke den gode kemi. Anna er fantastisk rolig og naturlig, og vi var ikke i tvivl om, at det ville blive en god oplevelse at have hende med til fødslen. 
Anna fulgte os tæt og holdte kontakt for at sikre sig, at alt var som det skulle frem til termin og efter. 
Allerede ved de første par veer (som kom sidst på eftermiddagen) kontaktede vi Anna som fulgte os og stod standby, klar til at komme når som helst. Vi lod natten gå og Anna kom tidlig morgen og var derefter med i over 24 timer. 
Anna var lige præcis den støtte, erfaring og ekstra hånd, som vi havde brug for som førstegangsfødende. Anna kunne hente vand, nusse og holde i hånd, når mor havde brug for det og far havde brug for en pause. Men også komme med opbakkende og vejledende råd, lige præcis når vi manglede.
Anna havde en finføling for, hvornår hun skulle hjælpe og hvornår hun skulle trække sig. 
Hvis muligheden byder sig, vil vi klart vælge Manna Fødsel igen, da vi har været i de allerbedste og mest trygge hænder! 

                                                                                               Christian og Cecilie, førstegangsforældre

METTE: FØDSELSOPLEVELSE 18. APRIL 2016

At føde med Anna ved min side har været den største gave til mig selv og mit barn. 

Annas væren er rolig og nærværende med et solidt overblik lige fra fødselsforberedelsen til selve fødslen. Jeg følte mig utrolig tryg hele vejen. Der var plads til at italesætte alle emner fra forventningens glæde, til praktiske spg. til nogle frygtpunkter jeg havde.

Jeg følte mig set og hørt idet vi samarbejdede og sparrede omkring mine ønsker og Annas viden.

Under selve fødslen overgav jeg mig til Annas støtte og kæmpe motivation, der gjorde at jeg hele vejen igennem havde en at læne mig ind i. Et pejlemærke.

Jeg anbefaler Anna for hendes væren og faglighed, samt hendes tilgang til fødslens smukke univers. 

Mette, førstegangsfødende

  SANNE: FØDSELSOPLEVELSE  MARTS 2016

Min anden fødsel foregik hjemme, og Anna var med som fødselshjælper. Jeg kunne godt lide tanken om at have en ekstra omsorgsperson, som på forhånd var bekendt med mine tanker om og ønsker til fødslen. For mig var det en ekstra bonus, at hun har styr på metoderne fra Smertefri Fødsel, så hun også kunne støtte mig heri. Anna var en kærlig, rolig og hjælpsom støtte under fødslen. Hun var ved min side, når dét var nødvendigt og hjalp derudover med det praktiske, hvilket gav min kæreste mulighed for at være der for mig. Fødslen var hurtig, tryg og fuldstændig udramatisk. Anna var med til at giv mig min fantastiske fødselsoplevelse, og jeg kan på det varmeste anbefale Anna som fødselshjælper.

                                                                                                                 Sanne, andengangsfødende

 ANJA: FØDSELSOPLEVELSE JANUAR 2016

Min søns fødsel må være én af de mest personlige oplevelser, livet har givet mig. Derfor havde jeg inden mit første møde med Anna besluttet, at hvis jeg ikke følte kemi, ville det første møde også blive det sidste. Anna havde det på samme måde, men heldigvis var kemien der, og Anna blev min fødselspraktiker. 

Vi valgte at få hjælp fra en fødselspraktiker, fordi min kæreste boede i udlandet under min graviditet, og det var uvist, om han kunne nå hjem, hvis fødslen gik i gang før tid. Derfor lå der en enorm tryghed i at vide, at Anna ville være der – og jeg var ikke i tvivl – hun forsikrede mig løbende om, at hun ville komme dag og nat, jul og nytår. 

Under vores forberedende samtaler gik det dog op for mig, at dét at have Anna som fødselspraktiker betød mere end bare fysisk tilstedeværelse under fødslen. Hun gav mig ro og tryghed og tillid til, at jeg ville kunne klare kulminationen af 9 måneders graviditet. På dagen havde jeg i hende mit personlige, erfarne heppekor, og selvom fødslen var for min kæreste og jeg, var det bare så rart at have én tæt på, som var der kun for at vejlede og advokere for os. Anna havde vores ryg hele vejen og kunne træde ind i de roller, der ikke blev udfyldt.

Efter fødslen, der på nogen måder står uklart i min hukommelse, var det fantastisk at have et vidne udover min kæreste, som jeg kunne vende oplevelsen med. Anna hjalp mig med at få brikkerne til at falde på plads og talt de episoder igennem, som var svære, så de ikke fylder i min historie i dag.

Mine bedste anbefalinger til Anna som fødselspraktiker – jeg ville gøre det igen ;-) 

                                                                                                                   Anja, førstegangsfødende

Jeg var udstationeret i udlandet da, vi fik den glædelig nyhed at min kæreste ventede sig. I forbindelse med fødselsforberedelsen hørte hun om muligheden for få hjælp af en fødselspraktiker. Hun fortalte mig om konceptet, og vi syntes begge, at det var en god ide. Det vigtigst var, at hun kunne føle sig tryg og sikker igennem forløbet, fordi jeg først ville være tilbage i Danmark i sidste øjeblik til fødslen. Efter mødet med Anna før fødslen var jeg blot bekræftet i min følelse af, at det var det helt rigtige for os. Anna gav os ro og selvtillid til den forstående fødsel. Før og under fødslen var Anna i den grad med til at sætte rammerne for, hvad der for os var en helt speciel og unik oplevelse. Hun tog sig af alt det praktiske og kunne dele ud af sin erfaring. Jeg kunne derfor have fuld opmærksomhed på min kæreste og hjælpe hende igennem fødslen. Jeg kan derfor på det varmeste anbefale Anna som fødselspraktiker.

                                                                                                               Hans Kristian, førstegangsfar

 MARIA: FØDSELSOPLEVELSE NOVEMBER 2015

Jeg fik ideen til at få en fødselshjælper med til fødslen gennem kurset smertefri fødsel. Her snakkede vi meget om hvilke ønsker jeg havde til fødslen. Det gik under dette forløb op for mig, at det var en god ide at have en, der kunne hjælpe, støtte og videreformidle mine ønsker, så jeg selv kunne koncentrere mig om mit arbejde og min kæreste bare kunne koncentrere sig om at være hos mig. 

Jeg fik kontakt til Mette Marie og hun kom hjem til mig og besøgte mig. Første gang vi mødtes var det primært for at se om vi havde kemi, men vi talte også om mine ønsker til fødslen og Mette Marie stilled gode spørgsmål som jeg kunne reflektere over. Vi havde rigtig fin kemi. Mette Marie var meget professionel og samtidig uhøjtidelig, nærværende, rolig og bare rigtig rar. Hun fik mig til at føle mig helt tryg. På det andet møde gennemgik vi alt det praktiske I forbindelse med fødslen. Jeg havde valgt at føde hjemme så jeg satte Mette Marie ind i hvor vandkaret var, hvor der var håndklæder, skraldeposer, flag osv. Vi snakkede også forventninger og ønsker til fødslen igennem igen. 

Min fødsel

Jeg fik veer en lørdag morgen og I løbet af dagen skrev jeg til Mette Marie at det nok blev inden længe. Kl 22 om aftenen var veerne tætte og kraftige så jeg ringede efter en jordmoder og skrev til Mette Marie. En halv time efter var Mette Marie der og en time efter var jordmoderen der. Mette Marie og min kæreste havde, mens jordmoderen var på vej, fyldt vandkaret i stuen, tændt en dæmpet belysning og sørget for at det hele var rart. Jeg var rimelig langt væk i “fødeland” og ænsede ikke så meget. Da jordmoderen ankom kom jeg I vandkaret. Her havde jeg veer nogle timer og kl 03.23 blev min lille dejlige datter født helt naturligt og helt ukompliceret. Under hele forløbet var det Mette Marie der informerede jordmoderen om mine ønsker og sørgede for, at det blev sådan som jeg havde ønsket. På den måde kunne jeg bare være I mit arbejde med veerne og vide at Mette Marie havde styr på alt det andet. Under hele fødslen oplevede jeg Mette Marie som rolig, professionel og nærværende. Hun stod også for alt det praktiske, så min kæreste bare kunne være hos mig. Da han gik et øjeblik var det Mette Marie der tog min hånd og mindende mig om at slappe af. Jeg havde et stort ønske om selv at tage imod min datter. Da øjeblikket kom havde jeg dog ikke længere kræfter til selv at holde mig oprejst på knæ. Resolut sagde Mette Marie ”jeg holder din ene skulder, din kæreste holder den anden og så tager du imod Hannah”. Selv at tage imod min lille guldklump og holde hende i mine armen for første gang er det mest fantastiske øjeblik jeg nogen sinde har oplevet og jeg er uendelig taknemmelig for at det kunne lykkes som jeg havde ønsket mig det. Mette Marie fandt hurtigt håndklæder, tæpper, dyne og og fik sammen med jordmoderen pakket lille fine Hannah ind. Efter selve fødslen kom jeg over på sofaen (som Mette Marie på et eller andet tidspunkt også havde formået at dække ind i plast, håndklæder og tæpper så der var rart og blødt)  Det var fantastisk at kunne ligge der i en hyggelig stue med den dejligste datter på brystet. Efter fødslen af moderkagen og klipning af navlestrengen kom jeg ind I min seng hvor jeg kunne amme min datter. Mette Marie havde varmet boller og lavet en bakke med juice, flag og champagne. Det hele var så hyggeligt,  og afslappetrart. Mens jeg ammede og vi fejrede det lille nye liv ordnede Mette Marie hele stuen og ryddet alt op, så min kæreste og jeg blot kunne nyde vores datter. Et par timer efter fødslen tog Mette Marie og jordmoderen hjem og vi faldt I søvn. Søndag formiddagen vågnede vi hjemme I vores egen seng og livet som familie kunne begynde. 

Det var en fantastisk fin og dejlig fødsel, som jeg tænker på med stor taknemmelighed. Jeg er så glad for den hjælp Mette Marie gav os. Hun fik det hele til at fungere let og i en rigtig rar atmosfære. Jeg kunne ikke have ønske noget bedre. Jeg følte mig hele tiden I de bedste hænder. 

Fordelen ved at have fødselshjælper kan i korte træk opsummeres i følgende ord

• Tryghed – Hun er ved din side hele tiden.

• Ro – Hun er professionel og lader sig ikke slå ud

• Overblik – Hun har været til en fødsel før og har overblikket

• Varetager dine interesser – Hun kender dine ønsker og formidler dem til jordmoderen når der er behov for det. Det er bedste garant for, at fødslen bliver som du ønsker.

• Tager sig af det praktiske så kan manden bare kan støtte

• Kan hjælpe dig med at huske forløbet bagefter og snakke det igennem med dig

• Hjælper dig med at afklare dine ønsker til fødselsforløbet på forhånd, så du er så godt forberedt som muligt.

Jeg kan kun give Mette Marie de aller varmest anbefalinger. Hun var i høj grad medvirkende til, at fødslen af min datter, blev en fantastisk og uforglemmelig oplevelse. 

Maria, førstegangsfødende

Manna Fødsel